Antigua – igen…

Der afholdes Antigua Classic Race i disse dage, og vi valgte derfor at ligge os ind i ankerbugten ved Falmouth. Vi var så heldige at få fat i en mooring, og vi sover altså bare noget bedre om natten, når fortøjningerne sidder fast i en god og solid mooring. Herfra kunne vi tydeligt se de store flotte både, som sejlede ind og ud ad havnen til race. Næste morgen fik vi faktisk en endnu bedre mooring, så vi flyttede os, og lå nu i første række til havnens indsejling. Vi havde altså meget travlt med at følge med i, hvad der skete…. 😉

Påsken var jo over os, og børnene var noget utilfredse med, at der ikke var nogle påskeæg i butikkerne. Men vi blev enige om, at vi alligevel skulle hygge med påskefrokost og trilning af æg – og så gik børnene i gang med at lave påsketegninger og gækkebreve. Det er ikke helt nemt at købe ind til en dansk påskefrokost her, så vi skulle være noget kreative. Men vi fik da æg/rejser, dåseleverpostej med bacon, panerede fisk (lignede fiskefilet, men var bestemt ikke fiskefilet) og italienske kødboller, som skulle gøre sig ud for frikadeller. Men først skulle vi på stranden og trille æg – og det er altså første gang, at vi har trillet æg i badetøj 😊 Bortset fra at æggene jo ikke kunne trille i sandet, så blev der kæmpet og KASTET æg. Alle 3 børn var så heldige at ”vinde” en lille påskepakke med lidt slik i. Vi har dog nu lært, at vingummier godt kan smelte og blive helt flydende, når de ligger lidt i solen. Men i det mindste godt, at vi ikke havde købt chokolade 😉

Så kom Miraculix også til Falmouth – igen dejligt med selskab! Vi fik hygget, snakket og kigget på de store flotte Classic både. Edel og Allan fortalte os, at de netop havde ligget i Mamora Bay, som var meget smuk, og der var mulighed for at ligge til kaj ved et stort 5-stjernet resort, St. James Club. Det skulle vi da også prøve! Så mandag morgen gjorde vi os klar til turens korteste sejltur på 5 sømil østpå. Vi havde selvfølgelig valgt at sejle ud samtidig med, at starten på dagens race gik i gang, så det var noget af en labyrint at sejle rundt i. Men det gik – og selv om at Jacob kiggede langt efter kapsejladsbådene, fortsatte vi mod Mamura. Og ja igen – vi fik set 2-3 hvaler med pust i luften og ryggene over vandet, og endelig fik jeg kameraet frem.

IMG_8946 (1)IMG_8948 (1)IMG_8950

Indsejlingen til Mamora Bay er lidt smal med et rev på begge sider, men da vi først var kommet ind der, lignede det en lille sø, vi sejlede på, omringet af dette kæmpe store resort. Vi fik lagt Freedom til kaj, som den eneste båd i marinaen, og efter at have checket ind i receptionen, har vi nu adgang til alle hotellets faciliteter, og det er både vandcykler, hobie cats, SUP boards, kajakker, pools m.v. Hotellet er et all inclusive hotel for gæsterne og vi forhørte os, om vi også kunne købe os adgang til dette. Ja da, USD 125 pr. person, og halv pris for børnene, så USD 500 pr. dag, hvilket svarer til over kr. 3000 pr. dag, så vi sagde pænt nej tak, og spiste i stedet vores dåsemad på båden 😊

Men hold da op et skønt sted – fantastisk!!

Vi nød dagene på stranden med alt ”vandlegetøjet” – både Phillip og Villads blev rigtig glade for at sejle i hobie cat.

Efter et par dage skulle vi jo videre – tilbage til Jolly Harbour for Freedom skulle gøres klar til at blive fragtet over Atlanten. Så vi havde lige en uge i Jolly Harbour til at få alt det praktiske ordnet, sejl pakket væk, få alt ryddet fra dækket m.v. – og selvfølgelig skulle vi også have lidt tid til at nyde den sidste tid i Caribien, nyde varmen og solen og ikke mindst hygge os med Vixen og Miraculix, inden vores veje skiltes for en periode. Vi nåede det hele og fik pakket vores tasker til 14 dages krydstogt og derefter en tur til Cannes og sætte vores lille lejlighed i stand, inden vi igen skulle gå ombord på Freedom i Sydengland.

Skriv en kommentar